Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/517

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

503

Børns Vugge, — der var ogsaa mit Dødsleje. Jeg finder smertelige Minder i hver en Krog, men ingen Perle.

Jeg gaaer igjennem Salen. Det var her, jeg i et ulyksaligt Øjeblik blev borte for mig selv, blev borte og gik tabt. Her forsvandt Perlen. Her søger jeg ivrigst, med en Angst, som ikke er til at beskrive. Men Perlen kunde være kommen andetsteds hen; Nogen kunde have fundet den. Jeg søger derfor overalt gjennem hele Huset. Alle Gjemmer blive ransagede, fra Fruens Juveelskriin til Tjenestepigens Syæske. Det er især paa Fruentimmerne, jeg har kastet min Mistanke.

Jeg svæver gjennem de lange Korridorer. Der frygter man mest for at møde mig. Iblandt disse findes der een, som i Aarhundreder er bleven benyttet til Portrætgaleri. Her findes min Mands Billede, hans, der saa skjændig blev forurettet. Jeg tør ikke slaa Øjet op til det. Alligevel fængsles jeg hele Timer foran det til samme Plet. Jeg tænker: — Mon der dog ikke skulde findes et Træk i hans Ansigt, som tyder paa Tilgivelse og Forsoning? — Det findes naturligviis ikke; jeg veed det, skjøndt jeg ikke formaaer at hæve Blikket.

I dette Galeri er jeg ganske hjemfalden til min Skam og Fortvivlelse. Her findes ogsaa mit eget Billede. Jeg er fremstillet i Brudedragt. Man kaldte mig engang smuk, ja, meget smuk. Jeg kan ikke Andet end finde mig selv afskyelig. Og en forfærdelig Følelse kommer over mig, saa ofte jeg mere end flygtig dvæler