505
at jeg er Slægtens Stamfrue, og hvad der voldte min Ulykke. Under Trykket af denne tusindtungede Tradition har Slægten udviklet sig saa kold og stiv, at ikke let noget Baand, endsige Perlebaand, vil komme til at briste for Nogen af denne Familie mere.
Det ulyksalige Perlehalsbaand er endnu i Familiens Besiddelse. Men den smukkeste og dyreste Perle mangler. I dens Sted har Man hængt et Kors af Juveler. Det betyder Troen, siger Man. Men det er i alt Fald ikke den Tro, jeg tabte.
Perlesmykket gaaer i Arv fra den ene Huusfrue til den anden. Og enhver af dem faaer mig at see, om ikke før, saa i een af de sidste Nætter, hun har at leve i Verden. Saa træder jeg frem for hendes Leje og spørger: — hvor er Perlen? —
I de første Led af Slægten blev Man mig Svaret skyldig. Over den stumme Forfærdelse, jeg vakte, selv forfærdet, veg jeg bævende tilbage og flyede. Men senere har Man fundet paa at lægge den Døendes Haand paa en Bibel. Og nu lyder stadig Svaret med eller uden Ord: — Den er funden! Her er Perlen! — Det er ikke min Perle; men Du forstaaer mig, Ven, derimod lader sig Intet sige. O, vee mig! Havde jeg fundet denne skjulte Perle, hvorpaa den Døendes Haand hviler saa trygt, vilde Tabet af hiin anden ganske have været forvundet. Men uden Perle var og er og bliver jeg i Kval og Pine. —
