Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/520

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

506

Saaledes talte hun. Jeg saae ind i det skjønne Aasyn, som endog under Indtrykket af en saa stærk Bevægelse havde bevaret sit henrivende særegne Præg af en barnlig Uskyldighed og Fromhed. Jeg tænkte ved mig selv, men udtalte det ikke, at, hvis nogen Anden end hun selv havde fortalt mig denne Historie om en ureen Begjærlighed i et saa reent Kar, vilde jeg ikke have troet den.

Men hvad er Begjærlighed? Dens første Begyndelse er kun en Tanke eller Forestilling, der ligesom tilfældig støder an mod Hjertet. Hvorfra den kommer, veed Ingen; den er ligesom den drivende Sky. Ved Sammenstødet farer en elektrisk Gnist ud; der er nemlig ondt saavel i Hjertet som i Tanken. Og Gnisten fænger; der gaaer en flammende Ild igjennem dit Væsen. Dine Nerver dirre; dit Blod syder ivejret. Nerverne ville sagtens igjen komme i Ligevægt; men den brændende Uro, Du har i Blodet, sætter sig maaskee aldrig. Sandheden er, at, om Du end havde Spande af Blod i dig, saa er een eneste Giftdraabe Nok til at forgifte det heelt igjennem. Det er ikke længer en Tanke, en Forestilling; det er et Væsen, et fremmedt, vildt, ubændigt Væsen, som er kommet tillive i Dig. Den onde Begjærlighed har faaet Magt over Dig, saa uskyldig Du end monne være eller synes at have været iforvejen. Og hvor vidt denne vil bringe Dig, det veed ingen Sjæl i den vide Verden.

Derfor vogt dine Tanker, saafremt Du vil gaa