509
lykkelige Savn, disse henrykkende Anelser om en tilkommende Herlighed, — alt dette har nu mistet sit Maal og sin Sandhed; der er skeet et ulægeligt Brud med hiin højere, forjættelsesrige Verden, mod hvis Kyst Musiken ligesom slaaer sine Bølger. Jeg har aldrig saaledes som nu forstaaet Betydningen af disse Melodier. Men heri ligger netop den dybe Kval. De ligesom give mig Anviisning paa Paradiset og dets Saligheder, og jeg befinder mig i Helvede og i Pine!
Var det ikke Sichem eller Sichar, det Sted hed
mellem Samarias Bjerge, hvor vi engang holdt
Middagsrast og Siesta under Skyggen af Palmer? Jo, de
Indfødte paastode endog, at en forfalden Cisterne, som
dog endnu gav Vand, var Fader Jacobs Brønd.
Aldrig har jeg seet friskere Græs, i det Hele en frodigere,
yppigere Vegetation end paa denne velsignede Plet mellem
høje, saa godt som øde Bjerge. Lavningen udgjorde
Have paa Have, fulde af Figen, Morbær, Granater,
Vindruer, Sykomorer, med spredte Daddelpalmer; hist
og her et levende Hegn af mægtige Cactus og Alder.
Opad Skraaningen Olivenlunde, højere oppe enkelte
Pinier og altidgrønne Ege.
Men vi maatte dyrt betale denne Pilgrimsrast nede ved Jakobs Brønd. Heden var overordentlig, selv i den mørkeste Skygge, og Insekternes Mængde blev os en utaalelig Plage. Tidlig brøde vi op for at gaa den svale Luftning fra Bjergene imøde. Her kom vi
