Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/526

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

512

som herskede i hiin arme Sjæl, hvorom Talen er, det er dog en himmelsk Klarhed imod det Mørke, hvori jeg befinder mig.

Men dog maa Du ikke tro, at jeg Intet føler ved at gjengive denne og andre Historier.

Altsaa, Lili fortalte:

Da Apostelen Petrus sidste Gang tog Afsked med Menigheden i Antiochien, for at gaa til sin Martyrdød i Rom, ledsagede en stor Skare af Venner, gamle og unge, ham et langt Stykke frem paa Vejen. Endelig maatte de skilles. Under mange Taarer lode de sig savne og velsigne af Apostelen, og vendte derpaa tilbage, med bedrøvede, men Gud hengivne Hjerter. Ene med sine Ledsagere satte Apostelen Staven videre.

Dog, ikke Alle vare vendte om. Et aldrende Menneske vedblev, efter at have modtaget Afskedskysset, at følge med Apostelen. Petrus blev det vaer, og standsede, idet han bød sine Ledsagere gaa videre.

— Du har endnu Noget paa Hjertet, min Søn. — sagde Oldingen blidt, saasnart de vare blevne ene: — Siig, hvad vil Du? —

— Fader, — svarede den Fremmede med bævende Røst: — er det ikke af Troen, at et Menneske bliver retfærdiggjort for Gud og bliver salig? —

— Jo sandelig, min Søn. Har Du ikke Troen? —

— Jeg har den, ærværdige Fader, men veed ikke, hvad jeg har i den. Der gives nemlig ikke skrøbeligere, ustadigere Ting end min Tro, og dog er det alene den,