514
Det var mig kun Lidet, at Verden vidnede imod min Tro. Men ogsaa mit eget Livs Erfaring syntes at vidne derimod. Det var Mere, end jeg kunde udholde.
Og dog rejste jeg mig bestandig igjen for paany at optage Livets Strid. Jeg tog atter og atter min Forstand fangen, for kun at leve i Guds Søns Tro. Forfængelige, kummerlige Forsætter! Jeg faldt stedse paany!
O, hvor har jeg ikke været bedrøvet, hvor har jeg ikke grædt over mig selv! Men jeg fandt aldrig i denne min Anger den rette Helligaands Kraft til et varigt, sikkert Samfund med min Forløser. Ogsaa Du, Fader Petrus, græd engang efter et dybt Fald bitterlig over Dig selv. Men da Du havde udgrædt, rejste Du Dig for aldrig at falde, aldrig at fornægte din Frelser mere. Men jeg har atter og idelig, hartad utallige Gange, maattet græde disse bittre, for mig dobbelt bittre, frugtesløse Taarer. Jeg rejste mig kun for at falde paany og bestandig igjen fornægte min Herre og Mester.
Ikke sandt, af Troen alene er der jo Frelse? Men Du seer, fromme Fader, hvorledes det med min Tro er bevendt. For sikkert har jeg kun et Navn, det dyrebare Frelsernavn; det alene har aldrig svigtet mig. Alt Andet kastes op og ned og er bestandig paaveje til at gaa under. Havde jeg ikke tidligere vidst, hvad jeg skulde tænke om min Tro, saa blev det mig frygtelig klart, da jeg nylig hørte hiint Apostelord forkynde: — Viis mig din Tro af dine Gjerninger! — Thi mine Gjerninger, o Petrus, ere, om ikke alle onde, saa dog
