Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/529

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

515

i det Hele fulde af Daarlighed, og vidne tilhobe mod min Tro. Jeg maa bekjende: min Tro stod aldrig sin Prøve. Skal jeg dømme mig selv, maa jeg sige: den duer ikke. Af den tør jeg aldrig haabe at blive salig.

Naar jeg nu seer tilbage over mit Liv, hvor lang var ikke Kampen, hvor haard og smertefuld! Ja, jeg stod ofte paa Fortvivlelsens Rand. Ikke vil jeg sige, at mine Kræfter efter saa mange Nederlag, saa mange forfængelige Anstrengelser, nu ere nærved at være udtømte. Thi, stærk eller svag, jeg vil, jeg maa vedblive at stride, og, naar Alt kommer til Alt, er det ikke min, men Guds Kraft, hvorpaa Sejren beroer. Men, min Fader, jeg begynder at blive gammel og skrøbelig og helder mod Graven. Menneskelig talt, tør jeg haabe at sejre nu, da jeg ikke kunde sejre tidligere? Denne Forestilling volder mig mere end Dødens Gru og Pine. Jeg har kun eet Haab tilbage, det nemlig, at den barmhjertige Samaritan, hvis Navn aldrig har forladt mit Hjerte og mine Læber, om ikke før, saa i min sidste Stund vil komme til mig, forbarme sig over mig og føre mig i Herberg for aldrig at lade mig slippe fra sig mere.

Men vil han komme? Tidt og ofte forbandt han mine Saar, derom kan jeg ikke tvivle; men i Herberg kom jeg aldrig. Vil han komme? Er jeg ham ikke ganske uværdig? Jeg har elsket, ikke Fader eller Moder, Søn eller Datter, men det, som var meget ringere, mere end ham. Og min Tro — tør jeg overhovedet give det stakkels ustadige og frygtsomme, forpiinte Væsen, som jeg bærer