Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/531

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

517

ham, idet Du for hans Skyld i alle Ting fornægter Dig selv. — Ja, for hans Skyld! — Aanden i disse Ord være fra nu af din Styrke! Lad disse Ord leve i din Sjæl, og gjør derefter! — Da skal Du finde Fred og blive lykkelig. Thi i samme Forhold, som Du lader ham føle, at Du elsker ham, vil Du komme til at føle, at han elsker Dig. Og saa er Du jo frelst; Kjærligheden er ogsaa i og for Dig bleven Lovens Fylde.

— See, — vedblev Petrus med indtrængende Røst: — see, hvor forunderlig denne hans Kjærlighed er! Det seer livagtig ud, som om det var Dig, der bragte ham Offer paa Offer. Men det er kun et Skin. Thi Værdien af alle de Offre, Du bringer, kommer ikke ham, men Dig selv tilgode. Han tager Intet, men giver kun, efter hiint hans eget Ord: — saligere er det at give end at tage! — Han er tilfreds med din Kjærlighed ene og alene. Det er ikke Dig, men ham, der offrer, idet Fylden af det Offer, han eengang bragte, kommer Dig i det Uendelige tilgode, i Liv og Død, i al Evighed.

— Min Søn, saa gak nu hen i Fred, og tænk hele dit øvrige Liv kun paa dette Ene, hvorledes Du i Stort og Smaat, i alle Ting kan bevise Herren, at Du elsker ham! —

— Men Troen, o Fader, — spurgte den Fremmede: — hvorledes skal det gaa med Troen, ikraft af hvilken alene et Menneske kan blive saligt?