520
dulmer! Det er, som om Storm og Bølger havde lagt sig, og det var blevet stille, blikstille. Vistnok er Pinen i sig selv ikke bleven mindre; men nu er der kun een umaadelig Smerte, ligesaa stille som dyb, eet uhyre Nag istedetfor tusinde. Hvilken forfærdelig Anklage! Det er mig grangivelig, som om jeg havde været med at korsfæste ham!
Men der er ingen Oprejsning i denne Smerte; Freden bliver lige langt borte. Og, lad mig ligesaa godt tilstaa det, — ak, jeg sagde nylig meget for meget, da jeg talte om den Korsfæstedes Billede! Jeg vilde saa gjerne tro, at jeg saae det for mig. Men jeg kan ikke skuffe mig selv; jeg seer det ikke. Strax i første Øjeblik forekommer det mig, som om det stod udtrykkelig for mig; men naar jeg seer til, er det forsvundet. Nej, det er der; derom er jeg overbeviist. Men jeg kan ikke holde det fast; det bliver borte for mig, i Taage og Mørke.
Men Korset, Korset, hvorpaa han hang, det bliver tilbage; det seer jeg saa tydelig for mig, som jeg har seet nogen Ting i Verden! Min Ven, er det ikke allerede Meget? Jeg formaaer ikke at knytte nogen bestemt Forestilling dertil; jo mere jeg anstrenger mig, desto mere ør og forvirret bliver jeg. Korset er jo i Verden Symbolet paa Troen? — Her brister det for mig. Men ligefuldt, Korset i sig selv er dog ogsaa Noget; thi det er jo hans Kors. Og jeg har seet det for mig!
