Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/536

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

522

XXX.

Vi fade hos hinanden paa en høj og stejl Skrænt over Havet. Over vore Hoveder susede nogle enkeltstaaende høje Træer, som tjente til Sømærke. Dybt under vore Fødder brøde Bølgerne sig med melodisk Brusen. Der gaves ingen mere henrivende Musik for mig i Verden.

Det var henimod Aften, een af disse kostelige lange Dage, som udgjøre Nordens største Trylleri. Selv efterat Solen er gaaet ned, vil det ikke rigtig blive Nat; Dagskjæret dvæler endnu over Alnaturen, som om Stoffet havde inddrukket Lyset og ikke igjen vilde give slip derpaa. Kun i Norden veed Man i denne fuldeste Forstand af Sommer at sige. Den ene Dag rækker den anden Haanden; der gives ingen Nat, men kun nogle blide Dæmringstimer til at blunde og drømme i og fange nødvendig Hvile.

Men Dagens sidste Timer ere dog udentvivl de skjønneste, især naar Man har Havet for sig, med en fjern Kyst hiinsides, der hæver sig frem ligesom forklaret,