526
om Du er bange for mig. — tilføjede hun leende: — — Og det er Du dog vel ikke, — er Du, Otto? —
Og hun lagde sin lille bløde Haand i min.
— Du er da ikke vred? — spurgte hun lidt efter.
Jo, det var jeg rigtignok. Jeg var inderlig vred paa mig selv; jeg var ikke langt fra at hade mig selv i dette Øjeblik. Men jeg svarede saa rolig, som muligt: — Lili, naar var jeg sidste Gang vred paa Dig? —
— Det er rigtignok længe siden. — svarede hun leende: — Men kom nu; vi ville gaa videre. —
Og hun hængte sig ved min Arm, saa fortrolig, saa hengivelsesfuldt, som om hun ret i Gjerningen vilde lade mig føle, hvor lidt hun var bange for mig. Dog derpaa tænkte hun ikke. Men jeg tænkte derpaa og var igjen lykkelig. Hiin Beskuelse, jeg kunde gjerne kalde det Tilegnelse af hendes Skjønhed og Ynde var i Virkeligheden ogsaa mig selv i ubeskrivelig Grad piinlig. Jeg følte, at der var en Splid af den sørgeligste Art tilstede mellem mig og hende, som var mig det Kjæreste i Verden. Jo dybere jeg hengav mig i denne aandsforladte Nydelse, desto mere udvidede sig den Afgrund, som skilte os ad. Men hendes Blik, hendes søde Tale, hendes uindskrænkede Tillid havde i faa Minuter ligesom forvandlet mig. Hun var meget, meget stærkere end Dæmonen i mit Indre. Den naturlige Ligevægt mellem Aand og Kjød var igjen bragt tilveie; der herskede den lykkeligste Harmoni mellem mit og hendes Væsen. I saadanne Øjeblikke følte jeg dybt og
