Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/544

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

530

En Stund sade vi ganske tause; Hjertet havde Nok i det umiddelbare, navnløse Velvære, vi følte.

— See! — udbrød Lili pludselig, idet hun løftede Armen og pegede ivejret.

Det var en Flok Svaner, som i skraa Flugt droge over Sandet til den hiinsides liggende herlige Kyst. De fløj meget højt; men det var saa stille, at vi tydelig kunde høre dem give Lyd. Vi fulgte dem med Øjnene, saalænge vi formaaede.

— Nu ere de borte. — yttrede Lili sagte efter et dybt Aandedrag: — Er det ikke ligesom salige Sjæle, der, udløste af Støvets Lænker, drage over til Evighedens Land, hvor der ikke er Skrig eller Pine, ej heller nogen Død mere, hvor Gud skal aftørre hver Taare af deres Øjne? — Hvor maa de ikke juble! Hvilken Flugt, hvilken Længsel og Lykke! —

Jeg havde netop tænkt noget Lignende; ogsaa imig rørte der sig denne Aftenstund høje, hellige Følelser.

Tausheden var brudt. Vi talte med hinanden om Bølgeslaget, denne liflige Musik, som Man ikke kunde blive keed af at lytte til, og som, uden at Man vidste, hvorledes, førte Sjælen bort med sig, ud i Uendeligheden. Jeg sammenlignede det med Pendulens regelmæsssige og eensformige Slag frem og tilbage, og yttrede, at, ligesom Pendulen udmaalte Tiden, saaledes syntes Bølgeslaget at udmaale Evigheden.

Vi talte om den underlige længselsfulde Higen efter det Fjerne, som er hvert Menneske medfødt, og som