532
Under. Men Verdens største Under er jo ogsaa foregaaet paa Korset. —
— Er dit Hjerte da ogsaa undertiden uroligt, Lili? —
— Ja, mangen Gang. Det er sandt, jeg har Intet at bekymre mig for, Intet at frygte; men alligevel føler jeg mig tidt urolig tilmode. Det maa vel saaledes ligge i Naturen. —
Ja, hun havde Ret; af Naturen er Hjertet uroligt.
— Et andet endnu kraftigere Middel har jeg til at berolige mig med. — vedblev Lili, idet hun rejste sig og uvilkaarlig slog sin Arm om Korset: — Det er egentlig en Hemmelighed mellem Gud og mig, men en saadan, som dog gjerne alle Mennesker maa vide. Naar jeg er bedrøvet eller ængstelig tilmode, behøver jeg kun at nævne Frelserens dyrebare Navn. Om jeg end udtaler det nok saa sagte, strax bliver der Fred i mit Indre, en Fred over al Forstand. — Har Du ikke prøvet det Samme, Otto? O, prøv det! Lad ikke saa riig en Velsignelse gaa fra Dig! Det er saa let. Et Ord, et Navn, og Sorgen er slukket! —
Nej, jeg havde ikke prøvet det. Det var i det Mindste meget længe siden. Men — hvor bevæget var jeg ikke! — Det skulde, det maatte blive anderledes. — —
Og det var ikke Frelserens Skyld, at det ikke blev anderledes. I denne Stund bankede han paa mit Hjer-
