Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/548

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

534

Tvivlen er ligesom en Slange, der sniger sig paa, udspyer sin Gift, og i et iisnende koldt Favnetag omsnoer og knuger En, indtil Benene knage. Jeg taler af Erfaring; Slangen slipper mig kun for at lade mig falde i Kløerne paa Tigeren.

Er Martin min Søn eller Martins Kjæreste min Datter? Vistnok var jeg engang kommen til den faste Overbeviisning, at det Sidste er Tilfældet. Men forud havde jeg jo været ligesaa overbeviist om det Første. Det er Indbildningen, som raader, endnu langt værre her end i Verden. Det er Sandhed, at Indbildning er værre end Pestilents.

Kun derom er jeg forvisset, at Eet af To er Tilfældet, — men hvilket? Snart rives jeg til den ene Side, og snart til den anden. Det giver ikke alene en uophørlig bævende Uro, men en uafladelig Pine. Jeg kan nemlig ikke lade Sagen falde. Atter og atter maa jeg paany afveje det Ene mod det Andet; men Vægten er falsk; følgelig kommer der aldrig noget Resultat ud deraf. Jeg maa have Sagen oplyst, og kommer ved hver Bestræbelse kun dybere ind i Mørket.

Anna kunde løse min Tvivl og min Pine; men i denne Retning er der intet Haab. Daare, som jeg er, — i ingensomhelst Retning. Det er i Virkeligheden den rene Galskab at nævne Haab og Helvede i samme Aandedræt. Anna og jeg ville rimeligviis aldrig mere komme til at vexle Ord med hinanden, aldrig i Evighed. Nu og da seer jeg hende, men kan aldrig