Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/549

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

535

komme hende nær. Hun er bleven ganske vild, siden hun nogle Gange er bleven overrasket af mig, og er bestandig paa Flugten. Det er naturligt. — Fly kun, fly, stakkels Anna! Din Bøddel er efter Dig! Du fandt jo engang mere end Døden i min Favn. — Dengang var der Intet, slet Intet, Du nægtede mig; — nu nægter Du mig endog et Ord! Men jeg undrer mig ikke derover. Skulde jeg undre mig, maatte det være derover, at Du er kommen i Helvedes Pine. Burde ikke jeg snarere være to Gange i Helvede, og Du borte derfra? — — Tilgiv, min Ven! Nu er jeg igjen paa den vilde Jagt — i mine Tanker.

Det er Knudepunktet, og haard er denne Knude, saa haard, at det svirper i alle Nerver: — Hvad havde Martin at betro mig, hvad var det for en Hemmellghed, som skulde bringe Alt i det Klare? —

Dette Spørgsmaal, hvormed jeg gik ud af Verden, var ligesom mit Pas til Helvede.

Min Ven, der er Intet farligere end saadanne Spørgsmaal, naar man ligger paa sit Yderste. I dem findes ofte Kilden til en uudslukkelig Pine. Spørg ikke om Andet end dette Ene: — Hvorledes skal jeg dog frelse min arme syndige Sjæl og indgaa til Freden? —