535
komme hende nær. Hun er bleven ganske vild, siden hun nogle Gange er bleven overrasket af mig, og er bestandig paa Flugten. Det er naturligt. — Fly kun, fly, stakkels Anna! Din Bøddel er efter Dig! Du fandt jo engang mere end Døden i min Favn. — Dengang var der Intet, slet Intet, Du nægtede mig; — nu nægter Du mig endog et Ord! Men jeg undrer mig ikke derover. Skulde jeg undre mig, maatte det være derover, at Du er kommen i Helvedes Pine. Burde ikke jeg snarere være to Gange i Helvede, og Du borte derfra? — — Tilgiv, min Ven! Nu er jeg igjen paa den vilde Jagt — i mine Tanker.
Det er Knudepunktet, og haard er denne Knude, saa haard, at det svirper i alle Nerver: — Hvad havde Martin at betro mig, hvad var det for en Hemmellghed, som skulde bringe Alt i det Klare? —
Dette Spørgsmaal, hvormed jeg gik ud af Verden, var ligesom mit Pas til Helvede.
Min Ven, der er Intet farligere end saadanne Spørgsmaal, naar man ligger paa sit Yderste. I dem findes ofte Kilden til en uudslukkelig Pine. Spørg ikke om Andet end dette Ene: — Hvorledes skal jeg dog frelse min arme syndige Sjæl og indgaa til Freden? —
