536
XXXI.
Mine Breve ere blevne sjeldnere. Frygter Du ikke for, at de ganske skulle ophøre? Ofte føler jeg mig vistnok manet til at skrive; men jeg skyer den ikke ubetydelige Anstrengelse, som er forbunden med at samle mig dertil. Og selv efterat jeg er kommen til at skrive, har jeg Meget at overvinde. Mangen Gang føler jeg mig endog fristet til at bryde af midt i en Periode; et saadant og saa pludseligt et Lede falder der over mig.
Jeg kommer herved til at tænke paa Tante Bettys Breve. Og vel er det, at jeg kom til at tænke derpaa; ellers vilde maaskee dog, uagtet mit gode Forsæt, nærværende Brev være gaaet istykker for mig lige i Begyndelsen. Thi, jeg kan ikke nægte, det er med Overvindelse, jeg for Øjeblikket holder fast paa Pennen, og med kvalmende Ulyst, jeg seer Blækket flyde. Men Tanken om Tante Betty har altid noget besynderlig oplivende for mig.
Det var altsaa om Tante Bettys Breve, jeg vilde tale. Som hun var selv, saadanne vare hendes
