Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/553

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

539

hun strax skulde sende Dig baade Manden og Børnene, og glemt at tilføje det Øvrige? — spurgte jeg.

— Hvor kan Du dog spørge saa tosset? Du veed jo selv, hvor tydelig og bestemt jeg udtrykker mig. Det staaer saa klart for mig, hvad jeg har at sige, og i samme Nu staaer det paa Papiret. Ethvert Barn maa kunne forstaa mine Breve. Eenfoldige Mariane! Du er da ikke saa gammel, at Du allerede kan gaa i Barndom! Og selv om Du gik i Barndom, maatte Du have kunnet forstaa min Mening. Tænk Dig, Otto, hun sender mig hele Klatten otte Miil ind fra Landet! Det mangler kun, at de ogsaa skulde have havt et Læs Skramleri og Pjalter med sig! —

Nede i Folkestuen havde virkelig Manden og Børnene slaaet sig tilro ved Mad og Drikke, og ansaae aabenbart deres Rejse for tilendebragt. Manden, som var kommen lige ud af Tugthuset, syntes i sin sløve Ro ikke at være den mindst tillidsfulde. Tante Betty var i en frygtelig Forlegenhed og Vaande. Hun vred sine Hænder og løb op og ned fra Etage til Etage, uden at vide, hvad hun vilde eller skulde. Men hendes Tanke kom ikke ud af Folkestuen.

Knuden fandt imidlertid, tildeels ved min Faders kraftige Bistand, den heldigste Løsning. Denne Misforstaaelse blev en sand Lykke baade for Manden og Børnene. De bleve, med nogen Ulejlighed, alle paa bedste Maade forsørgede.