Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/554

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

540

Det er en Selvfølge, at Lysterne og Begjærlighederne heri Helvede, hvor de, afklædte Kjødet og manglende Stoffet, slet ingen Tilfredstillelse kunne finde, maa blive til en brændende Pine. Men førend Du erfarer, hvorledes de blive satte ibrand, kan Du ingen Forestilling gjøre Dig derom. Derfor er naturligviis Indbildningskraften Mester. Allerede i Verden kan Indbildningskraften blive en farlig, frygtelig Ting. Ved Ophidselse og Øvelse kan den tilsidst naa en saadan Udvikling, at den tager Magten fra Forstanden. Men først heri Helvede udfolder den hele sin vilde, ubændige Natur. Den bliver et sandt Uhyre, som paa det Grusomste udpiner, ligesom udmarver Væsnet. Dens Lune gaaer, som Du vel kan begribe, i mange forskjellige Retninger: Bordets, Drikkelagets Glæder, dejlige Kvinder &c. &c., i en Sum: alle Slags naturlige og unaturlige Vellyster. Man rives hen; Man udmaler sig det stedse videre; Man kommer dybere og dybere ind i det. Indbildningskraften kjender ingen Grændse. Den arbejder i Hovedet ligesom et Slags aandelig Dampmaskine, og i Hjertet fornemmer Man Virkningen deraf. Lysterne og Lidenskaberne opflammes, gløde, ligesom gnistre; Man bliver som rasende af Begjær og veed ikke at styre sig — —. — Ak, der er Intet, Intet at mætte den paa.

Vistnok er Intet lettere end at give Gjenstanden for sin Begjær en vis Existents. Man behøver kun at lade Villien træde til Forestillingen, saa har Man, hvad Man ønsker. Det vil sige, Man har det livagtig for