542
Dog, der er ogsaa en anden Forskjel mellem mig og Andre. Jeg kjender en Frelse ud af dette Helvede i Helvede, og Indbildningskraften, min Tyran, maa selv befordre den. Saasnart Lilis rene, nu isandhed forklarede Billede træder frem for min Sjæl, synke Lyster og Begjærligheder afmægtige tilbage i deres Dyb; den vanhellige Brand i mit Indre slukkes, og jeg kan atter føle menneskelig.
— Jeg er saa træt. — sagde Lili sagte. Strax
standsede jeg Æslet, som bar hende. Med mere end en
Moders Ømhed mod hendes syge Barn løftede jeg hende
ned, og beredte hende et Sæde, hvorpaa hun kunde
udhvile sig. Vi vare standsede ved Broen, som fører over
Kedron.
— Jeg er saa træt. — O hvilken sørgelig, smertefuld Historie indeholdt ikke disse faa Ord! Jeg havde forhærdet mit Hjerte mod Sandheden, i den faste Beslutning, ikke at tro paa en sørgelig Udgang af denne Historie om en bestandig tiltagende Træthed i en Alder af sytten Aar. Men i mit inderste Væsen var Historien alligevel godt kjendt, og blev uophørlig dragen frem paany med stedse sørgeligere Anelser. — Det vil rimeligviis ende med en Blodstyrtning. — havde en engelsk Læge sagt til mig i Jaffa: — Vogt hende blot for alslags Anstrengelse, men især for allehaande heftige Sindsbevægelser! —
Og jeg havde vogtet hende. Hvor blidt og stille
