Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/557

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

543

havde vi ikke foretaget vor Pilgrimsvandring igjennem det hellige Land! Hun vandrede ligesom i en magisk Kreds, indenfor hvilken intet Frygteligt og Farligt, overhovedet intet Foruroligende turde vise sig. Tyrker og Beduiner maatte i samme Grad offre hende deres ridderlige Tjeneste. O, det var herlige, uforglemmelige Dage!

Overalt fandt hun trøstelige, opløftende Minder om ham, Frelseren, hvem hun ganske havde givet sit Hjerte. Og overalt talte han til hende gjennem de hellige Skrifter. Han ligesom vandrede med hende fra Sted til Sted. Og hun følte sig saa lykkelig. Engang sagde hun: — det er, som om jeg allerede var i Himmerige. — Sol gik op og Sol gik ned for hende ligesom i en lyksalig Drøm. Hun havde ondt ved at tro, at det var virkeligt, hvad hun oplevede. Der gaves ingen Tid for hende længer, ingen Dage og Timer, kun Øieblikke, undrevne Evigheden.

Og alligevel skulde det tilsidst komme saaledes, pludselig som et Tordenslag fra en skyfri Himmel. Det var ikke dræbende; men det vilde udentvivl blive det, naar det kom igjen. Og det vilde rimeligviis komme igjen.

Nu havde hun atter samlet lidt Kræfter. Men hvor længe vilde de holde ud? Hun selv bekymrede sig ikke; men jeg gik ligesom med hendes Liv mellem Hænderne. Hun var som en knækket Lilie. Vel dufter den endnu, og udbreder bønlig sine Sølvmors Blade mod Himlen. Men den vil aldrig hæve sit Hoved mere. — Lili er