544
træt. — Det er hele Historien. — Blomsten vil visne, og dens Stav blandes med Jorden. — —
Vi havde lejret os ved Kedron. Dette Øjeblik, denne Scene staaer endnu med en forunderlig Tydelighed for min Sjæl. Jeg troer, at jeg kunde anvise hver Steen dens Plads, angive hver Revne i de os omgivende Fjelde.
Vi befandt os tætved den højtbuede Bro, som fører over Bækken. Bagved os hævede sig Morija Bjerg. Engang bar det Salomons og Herodes' Tempel. Nu bærer det Omars knejsende Moskee. Tilhøjre aabnede sig en fri Udsigt gjennem Josaphats Dal. Jeg kalder det en Dal; men rettere lod det sig kalde en Kløft. Thi den er dyb og snever, paa nogle Steder neppe hundrede Alen bred. Dalsiden tilhøjre er gjennembrudt af utallige ældgamle Gravhuler, udarbejdede i det faste Fjeld. Her findes Kongernes og Profeternes Grave. Paa Forargelsens Bjerg tilvenstre i Baggrunden ligesom hænger nedad Skraaningen en elendig lille jødisk Landsby.
Foran os bugtede Kedron sig med sit dybt indskaarne, steenfulde Leje, fortiden uden een eneste Vanddraabe. Hiinsides hævede sig med blid Skraaning Oliebjerget med Gethsemane Have. En lille Gruppe af ældgamle Olietræer betegnede os Stedet. Den dalende Sol kastede mellem dybe, stærke Skygger hist og her et blændende Lys ind over den ene Side af Dalen. Krat paa Oliebjergets Top udgjød Lyset sig med en mild Virkning, som Øjet formaaede at udholde.
