Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/559

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

545

Hvor vi havde lejret os, var en fuldkommen Skygge. En sval, endnu kun lidet mærkelig Luftning var begyndt at stryge henover Bjergsiden. Lili sad hensunken og fordybet i sig selv, med slapt nedhængende Arme og foldede Hænder. Hun var jo træt, maaskee træt indtil Døden. Øjet var nedslaaet, næsten lukket, og hun var meget bleg. Uvilkaarlig og imod min Villie maatte jeg sammenligne hende med et dejligt Lidelsens Billede paa et Gravmæle. Men dog var det ikke saa meget Blegheden, der ængstede mig, som en ellers hyppig og pludselig tilbagevendende stærk Rødme. Det var som en Ild, der pludselig gik hen over hendes Aasyn, og efterlod det ligesaa blegt som tidligere.

Tilhøjre, noget afsides, laa Æslet og dets Driver, begge blundende. — Lykkelige Mennesker! — tænkte jeg uvilkaarlig, eller: — Lykkelige Æsler! — Tilvenstre, noget længer borte, sad den tyrkiske Soldat, som vi havde med os til Sikkerhed, bevæbnet indtil Tænderne, i dorsk, ligegyldig Ro, rygende af sin lange Pibe.

Den herskende Stilhed blev mig snart utaalelig. Jeg brød den, idet jeg sagte henvendte det Spørgsmaal til Lili: — Lili, hvad tænker Du paa? —

— Jeg tænker paa mine Synder. — lød det blide Svar.

— Paa dine Synder! — gjentog jeg, men holdt inde, da jeg blev mig bevidst at være i Begreb med at sige Noget, som vilde gjøre Lili ondt: — Mit fromme Barn, de kunne da hverken være store eller mange. —