549
en Glands deri, som jeg nu maa kalde overjordisk. Dengang havde jeg intet Navn derfor. Hendes Træk vare ligesom forklarede, da hun med Liv gav til Svar:
— Ja, mit Hjerte er fuldt af Synder! Gud veed det. — Men ængste mig, nej, Otto, nej, det gjøre de ikke! — Hun pegede ned i Bækkens Leje, og vedblev: — See, det er Kedrons Flod! Kan Du tælle Sandskornene i dens Leje, store og smaae? Saa mange og flere ere Verdens, ere Folkets Synder. Men Guds Søn skred engang hen over Kedron, ængstet indtil Døden, henover dem alle, og de vare fra samme Stund ikke mere. Deriblandt vare ogsaa mine Synder; deres Sted findes ikke, de ængste mig ikke mere! —
Vi droge altsaa videre, over Kedrons Bæk, opad
Oliebjerget til Gethsemane Have. Vi dvælede under de
samme Olietræer, hvorunder Frelseren engang havde
stridt den sidste Strid i Bønnen, med Dødsangstens
Sved paa sin Pande, der som Blodsdraaber faldt til
Jorden.
Lili bad som han, en inderlig, brændende Bøn, men uden Angst og Pine. Ogsaa for mig bad hun; det veed jeg vist. Og Bønnens Frugt var en fuldkommen Fred. Da hun havde endt, stod det tydelig skrevet paa hendes rene Pande: — Ja, Fader, din Villie skee! —
Men jeg vidste ikke af nogen Bøn at sige; tværtimod var jeg nærved at forbande den formeentlige Svag-
