Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/568

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

554

Endog Ypperstepræsterne og de Skriftkloge, disse steenhaarde Naturer, ere synlig medtagne af det, de have oplevet. Men de have en god aandelig Støtte i den Overbeviisning, at Graven er vel forvaret. Aarle den store Sabbatsmorgen gaa de derud, med Caiphas i Spidsen. De gaa med blege Kinder, blodsprængte Øjne, sammenbidte Tænder; men Satan gjør dem stærke. Fra Golgatha skue de tre Kors ned paa dem; men ikke een Eneste af dem hæver Blikket. Med Tilsidesættelse af den vante Værdighed løfte de deres lange Klæder og ile hastig forbi, for at komme til Graven.

Først her drage de igjen friere Aande. Ja, et Smil oplyser endog de skumle Ansigter. Alt er, som det skal være. Vagten er paa sin Post, Seglet er urørt; en uhyre Steen lukker for Graven.

Det er den store Sabbat. Men aldrig er denne Fest bleven fejret med saa liden Glæde i Jerusalem. Folket kan ikke komme til sig selv igjen. Alle ønske kun Festen vel overstaaet. Deres Tanker ere borte fra de hellige Handlinger; de bestræbe sig for at læse i hverandres ængstelige, forstyrrede Miner. Brødet er suurt og vil ikke glide; Paaskelammets Blod størkner, førend det kan blive strøget paa Dørstolperne. Dødsengelen gaaer ikke forbi, han er midt iblandt dem; de fornemme tydelig, hvorledes han sniger sig igjennem deres Hjerter.

Men med næste Gru kommer der nyt Liv i de halvdøde Masser. Ligesom et Lyn fra en tordensvanger Himmel forplanter sig det Rygte, at den Korsfæ-