Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/57

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

43

vede; — Himmerige kjender jeg ikke Noget til. Men, ere de simple Følger saa frygtelige, hvad maa da ikke engang Straffen blive?

Det er altsaa den Lov, den forfærdelige Grundlov, som hersker heri Helvede: Vi blive ikke piinte; vi maa pine os selv. Men, mærk Dig, det, hvori Alt løber ud, og hvorpaa sluttelig Alt kommer an, er, om vi have levet i Troen paa Guds Søn, som engang hengav sig for os. Vore Synder veje kun for saa vidt i Vægtskaalen, som de enten have været tilhinder for Troen, eller vidne imod dens Tilværelse. — Undre Dig ikke over, at jeg nævner Guds Navn. Ak, han er jo dog ogsaa vor Gud! Og ligesaa nævner jeg Guds Søn. Vi vide, at Gud har en Søn, og at han engang kom til Verden for gjøre Syndere salige, at han elskede de Fortabte indtil Døden, Døden paa Korset. Men alligevel vide vi ikke det Mindste til Frelse og Forløsning; Alting er glemt lige indtil Frelserens Navn. Ofte udtømme vi os i kvalfulde Anstrengelser for blot at gjenkalde os en Smule deraf. Forgjæves, end ikke Navnet! — Rundt blot Navnet os ihu, og vi kunde udtale det, vilde vi, derom kan jeg ikke tvivle, være forløste. Men vee, vee os alle! Det er for silde!

Det er i det Hele umaadeligt, hvad jeg har glemt; jeg kunde gjerne sige, at jeg har glemt Alt undtagen mig selv. Ja, medrette taler jeg saa. Mig selv har jeg ikke glemt; tværtimod, Alt, hvad der angaaer mit Væsen og mit Levnet, erindrer jeg til en Grad af Fuld-