Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/570

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

556

Dog, det første Rygte ikke alene vedligeholder sig, men trænger igjennem. Det bliver atter og atter bekræftet, at Menneskens Søn er opstanden, og er bleven seet af Mangfoldige. Da veed det høje Raad ikke Bedre at gjøre, end at udstede det strengeste Forbud imod, at der bliver talt om den Korsfæstede, som er opstanden fra de Døde.

Men lidt efter lidt, skjøndt seent, tabe disse stærke, rystende Indtryk sig, og Livet kommer tilbage i sin gamle Gænge. Mængden samler sig, liig forskrækkede og forvildede Faar, igjen under sine gamle Ledere, og disse forsømme ikke, med faderlig Omhu at lægge Selvretfærdighedens Plaster paa alle dens Vunder. Hykleriet blomstrer frodig frem paa alle Livets Stier, og bærer overflødige Frugter til Døden. Fra de kalkede Grave udbreder Raadenheden sig videre og videre omkring; snart er der ikke mere nogen sund Plet paa det jødiske Folks Legeme. Det ligner et Aadsel, og Ørnene ere ikke langt borte.

Pilatus er traadt af. Efter ham er der kommet nye Landshøvdinger, mindre svage end han. Og Folket faaer det at føle. Den ene Haan og Grusomhed overgaaer den anden i lang Række. Det er ikke længer til at udholde. Oprøret bryder frem i høje Flammer. Men med det Samme alle de onde Lidenskaber. Den værste Fjende har Jerusalem indenfor sine Mure, en ulægelig Tvedragt. Partierne rase mod hinanden paa den vildeste, umenneskeligste Maade. Der er ingen Afskyelig-