Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/571

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

557

hed, ingen Rædsel som jo bliver prøvet. Endelig slaaer Jerusalems sidste Time. Fjenden bryder ind, fnysende af Hævntørst, med knusende Vælde. Der er en Ende paa Trængslen og Nøden; men det er en forfærdelig Ende. Det er en Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som aldrig har været seet, og aldrig vil blive seet indtil Verdens Ende.

I Dødsmørket gaaer Alting under. Saa er Historien ude, men kun for at begynde forfra igjen med den næste Lysdæmring.


Det var allerede langt henne i Tiden, da jeg betraadte Staden. Slutningskatastrofen nærmede sig med stærke Skridt. Det indre Fjendskab var allerede vidt udviklet; der herskede en fuldstændig Adsplittelse i alle Forhold. Kun Hykleriet og Hadet til den fælles udvortes Fjende holdt endnu de adsplittede Dele sammen. Bedrag, Forræderi, Utugt, endog af skjændigste Art, falsk Vidnesbyrd, Mord, Trolddom borte til Livets almindelige Sædvaner. Men efter Skinnet var det endnu Davids herlige, hellige Stad. Zions Borg hævede sig over Staden ligesaa stolt som nogensinde, og fra Moriah Bjerg straalede Templet med en Glands uden Lige. Fromheden stillede sig i lange Klæder tilskue paa alle Gader og Torve, og et uhyre Antal Mennesker strømmede uophørlig frem og tilbage fra Templet. Paa mangfoldige iøjnefaldende Maader gav overhovedet det hellige Væsen sig tilkjende. Blandt de fromme Deviser,