Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/574

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

560

han, ligesom han engang spottede, men veed ikke, Hvem han velsigner.

Dog, til andre Tider er det klart for ham, og han svarer: — Guds Søn. — Men han svæver da i den mærkelige Indbildning, at han er den gode Røver, til hvem Frelseren sagde paa Korset: — Idag skal Du være med mig i Paradiis. — Han betragter det som en ulykkelig Fejltagelse, at han er kommen i Helvedes Pine. — I Paradiis, paastaaer han, er hans rettte Plads. — Hvor meget klogere var dog ikke jeg, skjøndt ikke mindre elendig!

Derefter gav jeg mig til at opsøge Kedrons Bæk. Uden stor Vanskelighed fandt jeg den. Ja, ved at tage Alting i Betragtning, lykkedes det mig endog, paa det Nøjagtigste at udfinde den Plet, hvor jeg havde dvælet med Lili nærved den høje Bro. Der lod jeg Hvile falde paa mig, ak nej, det var ikke nogen Hvile, kun en Stilstand!

Der sad jeg hensunken, men mærkede Intet til den Tilfredstillelse, jeg havde ventet mig. Mindet om Lili var ikke blevet mere levende, fyldigere, lifligere; tværtimod havde jeg vundet et dybere Savns Bitterhed. Overhovedet maatte jeg tilstaa for mig selv, at denne Valfart til Jødestaden kun var en Skuffelse mellem de Tusinder af andre. Jerusalem var blot en Grav, hvorpaa Aanderne spøgede med grueligt Alvor i Bogstavens og Fordømmelsens Tjeneste. Aandelig udmarvet, gudforladt, fuldt af Had til Menneskene og sig selv, var Je-