562
deres Velvære, men søgte deres Himmerig. Men Mahomed var i Sammenligning med Josef Smith dog Ærligheden selv. Han stillede nemlig Kjødslysten uden Skjul frem for Alles Øjne; Josef Smith derimod tildækkede den hyklerisk med et Slør af Aandelighed.
Begge have de nu mistet Bedrageriets Glorie. Mens de vare i Verden, troede Hundredetusinder paa dem; men selv vare de sig retvel bevidste, at det var Løgn og Vrøvl altsammen. Nu derimod er der ikke een Eneste, som troer paa dem; men selv ere de overbeviste om, at det er den rene Sandhed, en guddomlig Viisdom, de forkynde. Det er deres store Kval og Pine. De maa nu æde deres eget Skarn, og Man spotter dem grusomt, medens de æde.
I Mahomeds Stad er efter Sigende Paradiset begyndt. Men der sindes ingen kjølige Lunde, ingen rislende Kilder, ingen Nattergale, ingen kostelige Frugter. Af Houris er der Overflødighed, dejlige, fulde af Vellyst, og stedse Jomfruer. Men det er netop den brændende Kval, at de, uagtet al Begjærligheds Brynde, stedse forblive Jomfruer.
I Mormonstaden er det tusindaarige Rige begyndt. Utugt er Tilværelsens Karakteermærke. Ligesom paa Jorden i Utøj, forgaaer Man her i utugtige Idrætter. De vrimle frem, krible og krable, og foraarsage en uophørlig Kløe og Svie. Iblandt de sidste Dages Hellige falde Andagt og Utugt sammen. Der bliver i Mor-
