Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/589

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

575

en Konge; de ere naturligviis alle Prætendenter til Kronen. Men med den har det lange Udsigter og tillige meget tvivlsomme. Thi kun Een kan bestige den. Men de leve i Haabet, og holde sig i Nærheden, idet de stramme sig op saagodt, som muligt, for at gjøre en anseelig Figur og drage Opmærksomheden paa sig. Dette forhindrer dem dog ikke i, saa ofte, som de tro sig upaaagtede, at afkaste den ene Steen efter den anden paa Murene, som de passere. Det er nogle af de allerstørste, der gives. Alene deres fordums Ministre kunne levere dem ligesaa store og større.

Hvor stor Vanskeligheden ved dette Bygningsarbejde er, det indsee ogsaa Statsmændene fuldkommen vel. Noter i Mængde krydse hverandre paa hele den vide Omkreds, vexelviis af et indsmigrende, overbevisende, truende Indhold. De egentlige Diplomater bestille ikke Andet end at skrive Noter. Talrige Gesandtskaber gaa desuden frem og tilbage, afsendte i den snilde Hensigt, paa een eller anden Maade at overliste, om muligt, forraade Modparten. Men det lykkes aldrig; Gesandtskaberne ere ligesaa forfængelige som Noterne. Saa griber man endelig til det sidste Middel, at afholde en Kongres, for at komme overeens og bringe Sagen paa det Rene. I selve Staden gives der ikke nogen neutral Plet. Man bliver da enig om at mødes paa en lille Mudderø, som ligger ude i den sorte Flod, der slynger sig hen lige under Stadens Mure. For at komme derover gives der imidlertid intet andet Middel end det, at