Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/590

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

576

svømme. Man skulde tro, det maatte være de højvelbaarne Statsmænd og dito fine Diplomater drøjt at gaa paa, at kaste sig ud i dette slimede, stinkende Vand, liigt størknet Blod. Men det agte de sletikke; tværtimod, det er netop deres Element. Du erindrer jo nok, at den sorte Flod har sit Tilløb af Alverdens Uretfærdighed, Løgn og Svig. Lystig boltre de sig deri; det er en sand Forfriskning for dem. I og for sig sky de intet, intetsomhelst Offer i Statens Tjeneste; men, som sagt, dette er dem en reen Fornøjelse, for saavidt nemlig, som der kan være Tale om Fornøjelse i Helvede. De ere endog heelt overgivne, disse ædle, ellers saa adstadige Herrer, og kunne ikke dye sig fra at fare løs paa hverandre og give hverandre dygtige Dukkerter, saakaldte Tredækkere. I den sorte Flod fejrer mangen Statsmand sine skjønneste, lykkeligste Triumfer. Det er et højst forunderligt Skue, at see dem saaledes tumle sig om imellem hverandre, liig kaade Marsviin. Undertiden forvikles de ligesom i Knuder, saa at Man blot seer en forvirret Hob af Arme, Been og Hoveder. Men Dukkerterne, det er derom, det gjælder.

Saa stiger Man da iland, og i samme Øjeblik har Man atter paataget sig sit ærbare, statelige Væsen; Man er igjen den fine, forbeholdne Verdensmand, saa stiv som en Stage og med et Øje paa hver Finger. Det er ganske umuligt at see paa dem, hvem der har faaet Dukkerterne, og hvem der har givet dem. Og Kongressen tager sin Begyndelse. Med hvilken Smidighed, Fiinhed og Snedighed giver Man sig ikke ikast med hver-