577
andre! Derom bliver Man let enig, at der maa være en Plan, dersom Statsværket skal lykkes, at hvis Man vedbliver at bygge paa den hidtidige forrykte, usammenhængende Maade, vil Bygningen ikke kunne bære sig selv, men paa et vist Punkt af Urimelighed igjen styrte sammen. Men det er ogsaa det Eneste, hvorom Enighed lader sig opnaa. Man har sat sig i en Kreds for at optage Forhandlingerne. Talrige Forslag fremkomme, men blive forkastede saa godt som uden Discussion. Den gjensidige Skinsyge gjør enhver Forstaaelse umulig. Endelig bliver der dog gjort et Forslag, som gaaer igjennem: Enhver skal give sit Træk til Planen. Man venter sig Meget af dette universelle Produkt. Men Resultatet er ligesaa sørgeligt som latterligt. Da Man afdækker den færdige Plan, viser den sig at være det forrykteste Krimskrams. Det Ene er tegnet i det Andet, og gjør al Fornuft tilskamme. Men sin individuelle Ret vil Ingen opgive, og saaledes kan det ikke blive til Andet end Vrøvl. Vrøvlet flyder ud i Atmosfæren, og Kongressen arbejder i en sand Pestluft. Forgjæves bliver der holdt de bevægeligste Taler om det Smukke og Exemplariske i en simpel og ærlig Politik, — om den infernalske Ligevægt, uden hvilken de største Omvæltninger og den største Forvirring ere at befrygte, — om den Allerhelvedes Nødvendighed, som Ingen ustraffet vil kunne modstaa, — om Humanitet og den moralske Idees Fordring, som i vore Dage skulde gjøre ethvert brutalt Overgreb umuligt, — om det høje Trin af Dan-
