578
nelse, som Helvede fortiden har opnaaet, og som synes at maatte frembyde usvigelige Garantier for en heldig Løsning af Spørgsmaalet, — om Principer, som Man maa blive tro indtil Døden, nej, dog blot indtil videre, — om hellige Rettigheder, som Man aldrig ustraffet krænker, og som gjøre endog store Offre til Pligt, &c. &c. Kort at sige, i intet Kammer, intet Parlament i Verden bliver der sat saa store Talegaver og Snakkemidler i Bevægelse som paa denne Kongres i Helvede. Men det er forgjæves altsammen. Enhver bliver ved Sit, og der er tilsidst ikke Andet for end at erklære Kongressen for sluttet.
Men, førend Man skilles ad, bevidner Man hverandre den Taknemlighed, hvoraf Man føler sig gjennemtrængt, for al den Imødekommenhed, den Bistand, de rige Midler til Oplysning, Man har forefundet i den højtærede Forsamling. Man strømmer over af gjensidige Komplimenter for den dybe Indsigt, den Skarpsindighed, der er bleven udviklet, for det Mesterskab, hvormed Forhandlingerne ere blevne ledede — til en saa lykkelig Ende.
Saa skilles Man ad i al Venskabelighed. Men dette er dog ikke tilhinder for, at Man jo paa Tilbagevejen giver hverandre saa mange og saa gode Dukkerter, som muligt. Jo dybere i Mudderet, desto større Triumf, desto større Ære.
Saa tager Man ufortrødent fat paa Byggeriet igjen, uagtet Man er inderlig overbeviist om det Me-
