Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/599

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

585

flammer ustadig og ængstelig ivejret, inden den brat udslukkes.

Der henrandt Aar paa Aar, ja, femten Aar vare henrundne. Jeg var ikke ung længer. I denne Tid var Lilis afbrudte Fortælling tidt og ofte runden mig ihu; i en veemodig Erindrings Time havde jeg, som jeg tydelig mindes, ogsaa meddeelt en Ven den, og han havde yttret sin levende Beklagelse over, at der ikke gaves nogen Fortsættelse af denne Historie.

Altsaa femten Aar, og disse femten Aar vare blevne saare ilde anvendte, paa en Lilis Minde i det Hele uværdig Maade. Da faldt mig en Dag et gammelt Heste af et bekjendt Tidsskrift ihænde. Blandt Fortællingerne standsede jeg studsende ved een, som havde til Overskrift: — Betlersken, Legende.

Ja, mig Anelse havde ikke skuffet mig, det var virkelig Fortsættelsen af Lilis Historie. Vistnok var den ikke just saadan, som Lili vilde og kunde have fortalt den. Men Udviklingen var ganske i Lilis Aand; der lod sig overhovedet ikke tænke nogen anden Slutning.

Her følger altsaa Fortsættelsen:

— Først bankede hun paa hos en riig Vexelleer og Kjøbmand. Han havde den anseeligste Bod i Templets Forgaard, og i fortroligt Samkvem med sine Venner roste han sig endog stundom af, at han havde selve Landshøvdingen i sin Lomme. Og Ingen tvivlede om, at han jo talte Sandhed. Dette første Besøg var ikke uden Haab. Den gamle Rabbi betænkte sig, efter at