46
at hendes Liv var forskaanet for store Lidenskaber. Der gaves dem, der kaldte hende kold, apathisk. Kan være, der var noget sandt deri; men meget vilde Man have fejlet, hvis Man tillige havde troet hende uden Villie og Energi. Skjøndt hendes Villie aldrig gjorde sig gjældende paa nogen stødende Maade, troer jeg, at den ingensinde er bleven bøjet. Hvo skulde vel have bøjet den, naar jeg ikke formaaede det, hendes eneste, elskede Barn? Og ligesaa fast og bestemt, min Moder var, ligesaa klog var hun tilvisse.
Hun var almindelig beundret; at hun var elsket, tør jeg ikke sige. Maaskee elskede hun heller ikke Nogen ret af Hjertet undtagen mig. Elskede jeg min Moder? Skal jeg svare derpaa som paa et Samvittighedsspørgsmaal, maa jeg sige: — ogsaa jeg beundrede hende mere, end jeg elskede hende. Og hun fortjente denne Beundring. Saa meget jeg har seet af Verden, aldrig saae jeg nogen Kvinde, som i saa fuldkommen Grad udfyldte Begrebet af en Dame. Forstaa mig vel, jeg mener: paa et lavere Standpunkt i Samfundet. Hun var ligesom et Fuldkommenhedens Billede: fuldkommen smuk, fuldkommen i Væsen, Holdning og Manerer, fuldkommen i Klædedragt, fuldkommen i alle Verdens Skikke, fuldkommen i sine Pligters Opfyldelse, fuldkommen i sin Vandel, fuldkommen i christelig Gudsfrygt og Fromhed. I alle Ting var hun mønsterværdig, uden Plet og Dadel. Aldrig gav hun Anstød, aldrig sagde, gjorde, tilstedte hun noget Urigtigt.
