586
have hørt hendes Andragende. Han betragtede nemlig Sagen som en Speculation. Maaskee havde den Døende Penge, mange Penge, og vilde kjøbe dyrt, hvad der maaskee, ret beseet, ikke var en Denar værdt. — Hvad Priis vilde han give for en Dag, en Maaned, et Aar? — Ak, Haabet havde bedraget hende! Hendes syge Ægtefælle havde ikke mange Penge.
Da hun gik videre, mødte hun en romersk Centurion. Der var vistnok kun ringe Udsigt til, at Hedningen skulde have Hjerte for hende, Jødinden. Men han saae saa god ud; hun kunde jo sagtens forsøge det.
Centurionen forstod hende bedre, end hun havde ventet; thi, hvad Troen ikke udrettede, det udrettede hos ham Overtroen.
— Min stakkels Tøs, — svarede han, idet han strøg sig om den buskede Hage: — mit Liv er saa usikkert; jeg veed igrunden ikke, om jeg har noget. Allerede imorgen den Dag kan det være ude med mig. Saa indseer Du vel, at det vilde være meget letsindigt af mig, at raade over, hvad jeg ikke har. Guderne forbyde! Det strider ogsaa ligefrem mod Krigsartiklerne. Mit Liv, som det er, tilhører ganske Kejseren. — Ved Herkules, det gjør mig ondt for Dig! Mit stakkels Barn, vil Du have Penge? —
Nej, Penge vilde hun ikke have. Saa skiltes de ad, og Centurionen gik med tunge Skridt og klirrende sin Vej.
Hun traadte derpaa ind hos en stor Haandværker.
