Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/602

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

588

Da hun igjen kom ud paa Gaden, var hun ikke — langt fra Templet. Saa optagen, den stakkels Kvinde end var af sin Sorg, forglemte hun dog ikke, idet hun gik forbi, at lægge sin Skjærv i Blokken. Da hun gik videre, mødte hun en Præst, som efter endt Tempeltjeneste vendte hjem til sin Bolig.

— Du Abrahams Gud! — udraabte Præsten, idet han drog sin Talar til sig, hvis Flig Kvinden gjorde Mine til at ville kysse: — Du Abrahams Gud! — gjentog han med opløftede Hænder, da han havde hørt Kvinden ud: — Hører Du denne Kvinde? Hvorfor har hun netop valgt mig til at udgyde sine Uhumskheder over? Enten maa hun være forrykt, eller hun er en Troldkvinde. —

— Herre, jeg er ikke forrykt. — indvendte Kvinden ydmyg.

— Ja, saa er Du en Troldkvinde! — afbrød hende Præsten, idet han spyttede ad hende: — Vogt Dig, at Du ikke hjemfalder Dommen og bliver stenet! —

Det næste Sted, hun forsøgte sig paa, var hos en fornem Syrer, af fyrsteligt Blod, som var kommen ; til Jerusalem for at nyde Livet. Og han havde nydt det, i mere end fulde Drag; han var ganske nær ved Bærmen. Sløv, som han var, vidste han ikke længer at faa Ende paa Tiden. Havde Kvinden vidst dette, vilde hendes Haab atter betydelig have hævet sig.

Uden Vanskelighed blev der tilstedt hende Adgang. Over en Gaard, som var et lille Paradiis liigt, hvor