Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/603

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

589

herlige Marmorbilleder lyste frem af det mørke Buskads, hvor Kilderne sprang og Fuglene sang, og Verdens dejligste Blomster havde forenet sig om at udsprede deres Duft, — igjennem Værelser, som straalede af tyrisk Purpur, romersk Mosaik, Marmor, Guld og Elfenbeen, hvor der fandtes en kostbar klædt Tjener ved hver Dør, hun kom igjennem, — blev hun ført ind i det Gemak, hvor Husets Herre strakte sig efter Badet. Han laa døsig paa en Løjbænk med halv tillukkede Øjne. Ved hans Hoved sad en abyssinsk Slavinde, saa mørk som Natten, og tilviftede ham Kjølighed med en Vifte af Paafuglefjer; ved hans Fødder sad en græsk Slavinde saa lys og skjær som Dagen, og strøg ham med blød Haand under Fodsaalerne. Begge vare dejlige, hver paa sin Viis; men derpaa agtede den stakkels bønfaldende Kvinde ikke. Endnu mindre tænkte hun paa, at hun selv, midt imellem Sort og Hvidt med sin klare brunlige Hud, forenede Nattens og Dagens Skjønheder i sin Person, og var endnu smukkere end nogen af de Tvende.

— Kvinde, — svarede den unge Mand hende døsig: — det er sandt, jeg sætter just ikke stor Priis paa Livet; det er i Grunden en elendig Tilværelse, jeg fører. Men hvorfor jeg skulde gjøre Dig en Gave med det, jeg selv har Nok eller Mere end Nok af, det veed jeg dog virkelig ikke. Jeg gjør ikke Fordring paa at gjælde for ædelmodig. Jeg vil have Noget for Noget, og hvad har Du vel at give mig? Gaa til dine Egne, Kvinde! Lad mig blive, hvad jeg er, en Fremmed for Dig! —