Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/605

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

591

Blussende af Skam, med hede Taarer forlod den unge Kvinde Syrerens Huus. Længe varede det, inden hun atter vovede at vise Nogen sit Ansigt.

Men det var en hellig Sag; hun turde ikke opgive den endnu. Saa traadte hun da i Guds Navn ind til een af de rige Mænd, som hver Dag levede i Herlighed og Glæde, og lod Andre leve med sig. At nyde, det var for ham at leve; udenfor Nydelsen gaves der slet intet for ham. Engang havde han kjendt en bedre Tilværelse. Fra Ungdommen af havde han holdt Budene og sat sin Hu til det evige Liv. Det var nemlig hiint unge Menneske, som engang var kommet til Herren og havde sagt: — Jeg har holdt Budene fra min Ungdom. Gode Mester, hvad fattes mig endnu? — Og Herren havde svaret: — Vil Du være fuldkommen, saa gak hen og sælg Alt, hvad Du har, og giv de Fattige det! Saa skal Du have en Skat i Himlen. Og saa kom og følg mig! — Men, da han havde hørt dette, var han gaaet bedrøvet bort; thi han havde meget Gods.

Fra denne Stund havde den unge Mand ganske opgivet Tanken om det evige Liv. Han var gaaet over til Sadducæerne, som lære, at der ikke gives noget Liv efter Døden, og var bleven een af deres svorne Disciple. Den stakkels Kvinde kunde følgelig ikke let være kommen noget uheldigere Sted. Den rige Mand lo hende ud og sagde:

— Du Daare! Jeg har ikke uden det samme Liv,