Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/607

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

593

— Lad nu det fare, min Smukke! Her ere vi ganske ene. Lad mig nyde din Ungdom og Skjønhed, medens Du nyder dem selv! Stor skal din Løn og din Lykke blive. Med din Mand er det ude; det er tydeligt nok. Lad ham dø og samles til sine Fædre. Men Du, min Yndige, lev for Glæden, sammen med mig! —

— — Stille! Det kan ikke nytte, at Du hæver Røsten! Der er Ingen, som hører Dig. — — — Skamløse Kvinde, forgjæves frister Du mig! Veed Du ikke, at Folket ligesom med een Røst kalder mig den Retfærdige og Hellige? — Pak Dig, Bolerske! Og, hører Du, Tand for Tunge! Du vilde maaskee gjerne give den kydske Susannes Rolle om igjen. Men vogt Dig, prøv ikke derpaa! Selv ikke nogen Daniel skulde kunne frelse Dig! —

Skjælvende paa alle Lemmer, halv afmægtig forlod hun den Retfærdiges Huus.

I to Dage gik hun saaledes om fra Huus til Huus. Kun nu og da løb hun hjem for at see til sin syge Mand, hvem de fattige Naboer skifteviis plejede. Men hendes angstfulde Bønner havde Intet indbragt hende, slet intet uden hist og her haarde, krænkende Ord, og det, som var meget værre. Endelig den anden Dags Aften opgav hun det fortvivlende. Opløst af Træthed og Smerte sank hun ned ved Damascusporten. Der laa den Arme, og ligesom ragede over sin Elendighed. Men pludselig standse hendes Taarer, et Smiil gaaer som et Solglimt hen over hendes lidende Træk. Som