47
For at bruge et Udtryk, der engang faldt ganske træffende, — min Moder var fuldkommen indtil den mindste Fold i hendes Kjole. Og dette Væsen bevarede hun indtil en meget høj Alder; endog selve Skjønheden vilde. kun nødig svigte hende.
Naar jeg nu seer tilbage, er mit Blik paa hende, ligesom paa Alt, klarere end nogensinde. Det er nu ikke længer skjult for mig, at Verden gjaldt hende saare meget. Verden var ligesom hendes Model; det var nærmest i Overeensstemmelse med Verden, at hun havde udviklet og uddannet sig til en saadan Fuldkommenhed. Hermed vil jeg ikke sige, at hun manglede Sands for det Højere, navnlig for Religionen. Tværtimod var denne Sands i høj Grad udviklet. Jeg tør vel sige, at kun faa Mennesker have holdt Guds Bud saa fast for Øje som hun. Præsterne ærede hun; Kirken var hende ligesom et andet Hjem; aldrig gik Nogen fra hende uden paa een eller anden Maade at være tilfredstillet. At jeg saa maa udtrykke mig, Pligt og Anstand gik Haand i Haand ved hendes Side gjennem hele Livet.
Vort store Huus havde ligesom to Afdelinger; i den ene var min Moder hjemme, i den anden min Fader. Der var saaledes ligesom to Huusholdninger, at ligne ved to Cirkler, der netop kun berøre hinanden. Jeg, Husets Barn, stod ikke midt imellem, men tilhørte den højere Cirkel, som min Moders forkjælede Dreng. Med min Fader havde jeg kun lidt at bestille. Jeg skyede dette stille, alvorlige Væsen hos ham, dette rolige, prø-
