Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/610

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

596

at der er en Mulighed. Men det er kun et Glimt; jeg kan ikke fastholde den, saa piinlig jeg end anstrenger mig derfor. Undertiden, naar jeg har stridt og lidt allerhaardest, kommer der ogsaa en forunderlig Fred i min Sjæl, en forunderlig Trøst. Men neppe er jeg bleven mig det bevidst, førend det igjen er borte.

Heri Helvede kan vistnok ingen Omvendelse finde Sted. Men hvad vi lide og prøve, i Erindringen og i Virkeligheden, skulde det ikke maaskee kunne berede Sjælen til Omvendelse, saa at den i samme Øjeblik, den bliver udløst herfra, at stedes for Dommen, henflyer til Frelseren og finder Naade og Fred lige paa Fortabelsens Skrænt? Skulde det end vare tusinde Aar, ja titusinde, o, hvor stort vilde dog ikke dette Haab være! Titusinde Aar i Pine vilde være Røverkjøb for en saadan Frelse i det yderste Øjeblik!

Lili, jeg veed jo, at hun elsker mig, og det med Frelserens egen Kjærlighed. Dersom det er Mere end en Fabel med den underfulde Magt, som Kjærligheden har, saa er der dog i det Mindste endnu eet Baand mellem mig og Livet. Og jeg kjender Lili, dette Baand vil aldrig i Evighed briste. Men et Baand, som ikke kan briste og ikke betinger Forening engang, vilde være en Uting i Tilværelsen.

Og kan Lili blive salig foruden mig? Det er et andet Spørgsmaal. Kan hun blive salig, naar jeg fortabes? Kan Gud nænne at lade hende savne, hvad der var hende dyrebarest i Verden, hvad der, næst ham, er