598
XXXV.
— — — Nu brister det for mig! — Nej, lad Dig ikke forurolige, — — det er kun tom Snak; det brister ikke!
Heri Helvede er der Intet, som brister. Du tænker naturligviis strax paa Hjerterne. Heri Helvede kunne de udholde hvilketsomhelst Maal af Elendighed, Afmagt og Pine.
Nej, det er ikke saa vel, at Noget vilde briste! Jeg siger: Noget, og mener dermed, om ikke just Hjertet, saa noget Andet, lige meget, hvilket. Jeg bilder mig i det Mindste ind, at det vilde gjøre godt; værre kan det da ikke blive. Men heri Helvede holder Alting fortvivlet godt sammen; det er tilhobe Grund og Følge, Aarsag og Virkning. Skulde Man nogensinde komme i den Nødvendighed, at give Helvede et nyt Navn, kunde Man passende kalde det Konsekventsernes Verden.
— — Du begriber vel, at noget Saadant som Ovenstaaende kan Man ikke skrive uden med sammenbidte
