600
de bedst kunne. Mens Lyset raader, kan Man ikraft af Indbildningen indrette sig ganske, som Man vil. Man behøver ikke at nægte sig Nogetsomhelst. Vistnok er det skrækkelig magert, hvad Man faaer ud deraf; det er jo nemlig kun ligesom en Skygge af Tingene. Men det sysselsætter dog, om end paa piinlig Maade, og holder i en vis Forstand Livsaanderne oppe. Om Dagen kan jeg, til Ex., uden Møje indbilde mig, at jeg boer i mit smukke og bekveme Huus i Bredgaden, at jeg ligger i min gode, varme Seng og venter paa, at Tjeneren skal komme med Kaffen eller Chokoladen. Men om Natten kan jeg slet intet af den Art indbilde mig. Nøgen, fattig, elendig, uden Bo og uden Tilslugt, det vil sige, ganske hjemfalden den frygtelige Virkelighed, sidder jeg og kryber rystende sammen i Mørket, hvor og med Hvem, det veed jeg ikke, og bryder mig heller ikke om at vide. Der er ikke Tale hverken om Sted eller Samfund mere; Alting flyder sammen i eet svælgende Mulm. Jeg veed og føler kun, at jeg er i Helvede, og blandt de Fortabte.
Og saa strømme alle de onde Tanker mig til Hjertet og belejre det trindt omkring, ligesom engang det ulykkelige Jerusalem. Og det bliver ogsaa her en Ødelæggelsens Vederstyggelighed, en Trængsel og Elendighed, hvortil der aldrig i Verden har været kjendt Magen.
Der sad jeg altsaa igjen den lange, frygtelige Nat, tænderklapprende og dog indvendig glødende. I Ver-
