Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/616

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

602

paakryds og tveers. Det er hans Vej, der farer han frem; men hvor er han, hvor? Hans glødende Blik er maaskee netop fæstet paa den Elendige, som synes nærved at forgaa, idet han vover dette Spørgsmaal.

O, lad mig tie, eller i det Mindste fare hastig hen over disse Afskyeligheder! Nok er det at sige, at jeg denne Nat vel tyve Gange troede at føle mig i den Ondes Kløer, at han paa utallige Maader havde sit Spil med mig. Jeg vil afpine mig et Exempel. En Tid forekom det mig grangivelig, som om mit Indre var et umaadeligt Vanddyb; men Fiskene deri vare mine Synder. Og Djævelen morede sig med at fiske deri. Snart een, snart en anden Lyst eller Daarskab satte han grinende paa Krogen, og kastede Snøren ud i mit Hjertes Dyb. Og det gik flinkt for ham; den ene Fisk, det vil sige: Synd, drog han med Haanlatter op efter den anden. Tilsidst fik Krogen fat i selve mit Hjerte — — — O, det var frygteligt! Forlang ikke Mere af mig!

Det var kun Indbildning, vistnok, i det Højeste kun et Spil, som den Onde drev med mig. Men lige meget! Noget virkeligere end Døden gives der dog ikke, og i disse Indbildninger, dette Spil leed jeg Døden vel hundrede Gange.

Endelig, — hvor længe det varede, derom har jeg intet Begreb — endelig var Helvede igjen overladt til sin egen naturlige Elendighed. Ligesom efter et langt, grufuldt Mareridt, aandede Helvede atter.