603
Skulde Du tro det, det var mig ordentlig en Lindring, igjen at føle mig i de bemeldte Smaadjævles Vold. Det havde, jeg kunde fristes til at sige, næsten noget Fortroligt, noget Hyggeligt ved sig. Under hvilkesomhelst Vilkaar er og bliver det dog altid en stor Ting, at være sig selv, at være paa sit Eget. Hele mit Liv rullede sig op for mig. Det ene Nag foer frem efter det andet, og hagede sig fast i mit Hjerte. Tilsidst var det Saar paa Saar, een eneste Vunde.
Men med Nagene forenede sig en Længsel saa dyb, saa smertelig, som jeg aldrig før havde følt. Det var ikke efter Verden, jeg længtes; Verden med al sin Lyst var mig kun en død Ting. Nej, det var efter en levende Sjæl, jeg længtes, efter een af dem, hvis Kjærlighed jeg havde besiddet i Verden. Lili, min Tante, min Fader, — fra dem var jeg adskilt for al Evighed; en svælgende, uoverskridelig Afgrund var befæstet mellem dem og mig. Men min Moder var tilbage, min dyrebare Moder; mellem hende og mig var kun Døden, og der er Sandhed i det Ord, at Kjærligheden er endog stærkere end Døden. Og min Moder stod mig dog i sig selv nærmest af Alle. Hun maatte dog være den Bedste. Hvad i al Verden kan vel lignes ved en Moder? — Vansmægtende vendte jeg mig med hele mit Hjertes Længselsattraa imod hende.
Men ogsaa her gjorde Noget sig gjældende, og Naget stod i nøjagtigt Forhold til min Længsel. — Hvor daarlig havde jeg ikke lønnet hendes Kjærlighed! Jeg
