Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/62

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

48

vende Blik. Han gav sig ogsaa i det Hele kun lidt af med mig, skjøndt jeg ikke kan tvivle om, at han jo havde mig inderlig kjær.

I min Moders Cirkel gik det fiint til; hun førte et selskabeligt Liv. Men min Fader deeltog kun sjelden i denne Selskabelighed, og, naar han gjorde det, lad mig kun tilstaa det, var det, som om jeg dumme Dreng maatte skamme mig ved ham. Han var saa simpel, og holdt sig, skjøndt Herren i Huset, saa meget tilbage. Næsten hele sin Tid tilbragte han i Kontoret og de didhørende Smaaværelser, for saa vidt som han ikke var beskjæftiget i Fabriken eller i Lagerhusene.

Et mærkeligt Modstykke til min Moder udgjorde min Tante, min Faders Søster. Det var en gammelagtig Pige af et besynderlig excentrisk Væsen. Det syntes sammensat af idel Uregelmæssigheder, Skrøbeligheder og Særheder. Hun var uberegnelig i alle Henseender undtagen i een, og gik i alle Retninger over Linien. Hun var overspændt, havde Luner, gav sig uophørlig blot. Hun var ikke Dame; men vel kunde det falde hende ind, stundom ogsaa at give Damen. Det var imidlertid kun en Rolle, et Slags Forestilling, hvorfra hun snart kom tilbage. Med alt dette var hun i en sjelden Grad naturlig; Hjertet laa hende bestandig paa Læberne. Hendes Naivetet hørte til de næsten utrolige Ting. Hendes Tale faldt for det Meste i det Snurrige, og hun var, som hun selv sagde, den Eneste, der kunde muntre min stille, alvorlige Fader. Og dette Kald