Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/65

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

51

kjælelse, blev et godt og fromt lille Barn. Paa hendes Knæ fik jeg min første Religionsunderviisning, og den slog an, som intet Godt senere. Der er noget uendelig sødt i Erindringen om denne Tid, uagtet al Helvedes Bitterhed. Med hvilken Kjærlighedens Magt hun drog mig til sig, det fremgaaer tydelig nok deraf, at jeg sneg mig bort fra min Moders prægtige Værelser, hvor jeg var Herren, for at tilbringe min Tid som et fattigt Barn hos min Tante, enten i Kjøkkenet eller det lille Kammer, som hun kaldte sit eget. Det var den lykkeligste Tid, jeg levede i Verden.

Saaledes fik jeg en virkelig from Opdragelse. Det var dog ikke min Moder, jeg kom til at skylde den, uagtet ogsaa hun paa sin Viis var from. Men dette Væsen blev ikke gammelt hos mig. Jeg voxede til med stærke sandselige Drifter, og jeg fik tidlig Smag paa Verden. Tante Betty døde; hun havde formelig slidt sig op; Kjærligheden er ofte en kostbar Ting. Det gjorde et stærkt, men ikke varigt Indtryk paa mig. Jeg var dengang allerede paa Kontoret og inde i Forretningen. Min Moder havde i sit stille Sind bestemt mig for den militære eller, om muligt, diplomatiske Løbebane. Jeg var smuk efter hende, riig efter min Fader, og dertil ogsaa i andre Henseender vel begavet. Hun var stolt af mig, og vilde have Ære af mig i Verden. Men, endskjøndt jeg næsten ganske var bleven overladt til min Moder, i denne Henseende var min Fader afgjort imod hende og fast bestemt; jeg maatte træde i