Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/69

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

55

syslede hun om mig, men tog sig vel iagt for at komme mig for nær. Det var ikke, fordi hun frygtede nogen Fare; om denne havde hun vist neppe nogen Anelse. Men ligesom enhver fri Natur skyede hun instinktmæssig Baand og Snarer; var jeg paa min Viis ubændig, saa var hun det ogsaa paa sin Viis. Og hendes Tanker vare langt borte fra Alt, hvad der kan kaldes Kjærlighed. Hun var tilfreds i sig selv, glædede sig over Alt, nød sit Liv ligesom Fuglen paa Kvist, som Sommerfuglen mellem Blomsterne. Aldrig har jeg kjendt saa frit og lykkeligt et Sind, saa kjækt et Væsen som hendes; Intet syntes at kunne kue hende. Hun sang i højen Sky, enten det var Solskin eller Regn; hun ligesom dandsede gjennem Verden.

Men jeg sagde i dæmonisk Hu ved mig selv: — Bi Du kun, min Lille! Jeg vil dog see, om Du ikke skulde lade Dig tæmme. — Jeg elskede hende ikke; dertil adskilte vor Stand os altfor vidt fra hinanden. Men jeg blev ægget; efterhaanden fik hun noget ubeskrivelig tillokkende for mig.

Og det lykkedes mig endelig at gjøre hende tam, efter utallige Kunster. Det lykkedes mig saa fuldstændig, at hun ikke var til at gjenkjende. Hun sank hen som en brudt Skovblomst eller som en Fugl med knækket Vinge. Sangen og Latteren vare forstummede; det var ude med det frie, kjække Væsen. Stille og sorgmodig, med nedslaaet Blik, listede hun sig omkring. Men med en Ømhed uden Lige, med en Hengivenhed