57
jeg virkelig havde elsket Anna, vilde jeg maaskee have kunnet staa imod. Men det faldt som Skjæl fra mine Øjne: jeg elskede hende ikke, jeg havde kun Medlidenhed med hende.
Til denne Sag kom min Moder i kort Tid ofte tilbage. Lidt efter lidt gav hun tillige min Opmærksomhed, for ikke at sige: Begjær, en anden Retning. Hun havde taget en lille Pige i Huset, et Barn uden Fader og Moder, langtude beslægtet med hende, født i Amerika. Hun kunde vel nu være ni, ti Aar gammel; jeg havde indtil da sletikke lagt Mærke til hende. De flygtig givne Hentydninger til Barnets opblomstrende sjeldne Skjønhed bleve bestandig hyppigere og tydeligere. Jeg kunde umulig Andet end faa Øjnene op for den. Endelig gav hun mig reentud at forstaa, at om syv til otte Aar vilde Lili være een af de dejligste Kvinder og eet af de rigeste Partier, en Gjenstand for hundrede lidenskabelige Attraaer. Dersom jeg vilde slaa Anna afsinde og henvende min Hu til Lili, vilde hun ikke alene begunstige min Hensigt, men ogsaa bevare hende for mig. Naar Lili blev voxen, vilde det netop være passende Tid for mig til at gifte mig, og jeg kunde søge Verden rundt uden at finde en Brud som hende. — Det var altsammen sandt. Min Indbildningskraft kom i Bevægelse; jeg beskjæftigede mig fra denne Tid meget med den lille forældreløse, meget lovende Kreolinde.
Lili var unægtelig et meget smukt Barn; jeg saae i Aanden forud, hvad hun vilde blive, og min Begjær-
